Undervisning i (et) vandløb

- En formidabel indsats af eleverne. Sådan siger Rune Hylby om en gruppe af Roskilde Tekniske Skoles elever på skov- og naturteknikeruddannelsen. De har været med til at skabe gode levebetingelser for ørrederne i Himmelev Bæk ved Roskilde.

- En formidabel indsats af eleverne. Sådan siger Rune Hylby om en gruppe af Roskilde Tekniske Skoles elever på skov- og naturteknikeruddannelsen. De har været med til at skabe gode levebetingelser for ørrederne i Himmelev Bæk ved Roskilde.

Rune er leder for Den sjællandske Grusbande. Det er en gruppe af mere end 1000 frivillige, som bruger tid og kræfter på at skabe optimale levebetingelser for ørreder i vandløbene på Sjælland, Møn, Falster og Lolland. Grusbanden er en del af det fælleskommunale samarbejde, Fishing Zealand og støttet af Danmarks Sportsfiskerforbund.

Vandløbsvedligeholdelse

Eleverne på uddannelsen til skov- og naturtekniker har vandløbsvedligeholdelse som en del af deres uddannelse. Vandløbsvedligeholdelse handler bl.a. om at sørge for, at vandløb kan løbe frit samtidig med at der skabes plads til fisk og fauna. Det er i den forbindelse, at der opstod et samarbejde om den lille bæk mellem mange parter: Den sjællandske Grusbande, lodsejere, Roskilde og Omegns Lystfiskerklub, Roskilde Kommune, Fiskerikontrollen, Roskilde Tekniske Skole, Ørredpatruljen samt Kilden.

- I forhold til undervisning i vandløbsvedligeholdelse er der kun positive ting at sige om sådan et projekt. Det er praksisnær undervisning. Vi får en plan og et projekt på papir, som vi skal arbejde ud fra. Vi kommer ud i vandløbet og laver noget meget konkret og visuelt, samtidig med at vi løfter en opgave i lokalsamfundet. Eleverne er med i et projekt med mange parter om et emne, som kan være fyldt med interessenter og hensyntagen fx i forhold til afvanding, siger Jeppe Lund, underviser på uddannelsen.

Sten i vandet

Der er to primære opgaver for eleverne på sådan en dag. Der skal lægges store sten langs brinkerne i vandløbet. Det skaber skjul for fiskene og et varieret vandløb. Og der skal anrettes gydebanker, hvor fiskene kan lægge deres æg. Bankerne anrettes med sten på størrelse med valnødder.

- Det er en fed opgave for os elever, fordi der er et formål med at placere de her små og store sten i vandet. Det gavner naturen, og det er meget fascinerende at opleve alle de frivillige kræfter, som er med og bakker op om arbejdet, fortæller Søren Hviid, som er elev på uddannelsen.

Elevernes indsats er synlig for øjet med det samme.

- Vandløbets karakter ændrer sig med det samme – fra at være en lige kanal til at blive mere varieret i sit løb. Det er skægt for os at opleve, forklarer underviser Jeppe.

Læring på flere niveauer

- Det eleverne kan lære af sådan et projekt er dels, at vi får en bedre natur, når vi gør en indsats. Derudover lærer de, at når vi samarbejder og tager dialogen, så når vi de bedste resultater og undgår konflikterne, forklarer Rune Hylby fra grusbanden. Han er overordentlig begejstret for det flotte resultat af anstrengelserne i projektet, som er tilrettelagt af grusbanden og Roskilde og Omegns Lystfiskerklub. Lokale lodsejere bakker op også – landmænd har bl.a. foræret en del af de sten, der bruges i vandløbet.

Om en uge skal eleverne atter i felten. De skal med Lejre Kommune ud og skære grøde med le i et vandløb i Ejby Ådal.

Få mere at vide

Bliv skov- og naturtekniker - læs om uddannelsen

Se billederne

 

 

Udskriv

ROSKILDE TEKNISKE SKOLE

 Til forsiden

 

Roskilde Tekniske Skole
(postadresse og administration)
Postboks 132, Pulsen 10
4000 Roskilde

 46 300 400

 Mandag-torsdag kl. 8-15.30
 Fredag kl. 8-14

Kr. Himmelfart 9-10. maj lukket
Grundlovsdag 5. juni kl. 8-12

 rts@rts.dk

CVR-nr. 44053128
EAN-nr. 5798000556874