Laura uddanner sig til tømrer og er glad for sit valg

Laura uddanner sig til tømrer og er glad for sit valg

I august 2023 startede Laura på tømreruddannelsen på Roskilde Tekniske Skole, og det har været en spændende start.

I august 2023 startede Laura på tømreruddannelsen på Roskilde Tekniske Skole, og det har været en spændende start.

- Jeg lærer rigtig meget, fordi underviserne er gode. På holdet hjælper vi hinanden og kan også lave sjov, siger Laura, og fortsætter:

- Jeg har altid godt kunnet li’ at bygge. Allerede i folkeskolen var jeg god til sløjd. Mine forældre spurgte mig på et tidspunkt om tømreruddannelsen var noget, jeg havde overvejet. Jeg tog til et møde med en vejleder på Roskilde Tekniske Skole, og uddannelsen lød spændende, fortæller Laura.

Praktikforløb

Efter mødet med vejlederen, og inden start på uddannelsen, fik Laura mulighed for at komme i praktik i 14 dage i virksomheden Canbyg ApS. Her var Laura bl.a. med på en opgave, hvor hun var med til at bygge en ny trappe til en terrasse, og det gav hende blod på tanden. De to uger gik godt, og det overbeviste hende endeligt om at starte på uddannelsen.

- Hos Canbyg har vi løbende praktikanter, når det passer ind i vores planer. Vi synes, at det er vigtigt at give unge en mulighed for at få et indblik i vores branche, hvis de har interesse for den. Vi gør det også for at finde lærlinge, for mens de er i praktik hos os, får vi et indtryk af, om de har den indstilling, som vi leder efter. Det har Laura, og derfor har vi tilbudt hende en læreplads, siger Brian Rasmussen, Canbyg ApS.

Laura starter i lære i virksomheden til januar. Derfra vil hendes uddannelse skiftevis foregå med forløb på skolen og så på lærepladsen.

Byg af bæredygtig bænk

Det har været en spændende start for Laura på skolen. Som en del af teknologi-faget på grundforløb 2 fik hun lov til at bygge to bænke, som en opgave stillet af Distriktspsykiatrien Roskilde.

- Opgaven bestod i at tegne og bygge to bænke, primært af genbrugstræ, som skulle passe ind på afdelingen i forhold til størrelse og funktion, forklarer Laura, som synes, at det har været en fed opgave. Laura var med i hele processen: Idé, tegninger og produktion.

Glad modtager

Katherina Alfsen fra Distriktspsykiatrien Roskilde, Region Sjælland er meget glad for Lauras produktioner:

- Idéen med at få bygget en bænk var, at den skulle fungere som en ramme for et møde mellem mennesker, hvor man sigter mod at være, frem for at gøre, og hvor man kan lytte med og til hinanden. Laura har produceret to helt fantastiske og smukke bænke, som er perfekte til det formål. De to bænke er nu en del af distriktspsykiatrien, og vi er meget glade for både bænke og samarbejdet.

Måske en fremtid i køkkener

Lige nu er Laura fokuseret på at suge viden til sig, men på et tidspunkt kunne hun måske godt tænke sig at designe og bygge køkkener, fordi ”det kunne være rigtig spændende”, som hun siger. 

Få mere at vide

Bliv tømrer - vælg træfagenes byggeuddannelse

Se billederne

 

Udskriv

ROSKILDE TEKNISKE SKOLE

 Til forsiden

 

Roskilde Tekniske Skole
(postadresse og administration)
Postboks 132, Pulsen 10
4000 Roskilde

 46 300 400

 Mandag-torsdag kl. 8-15.30
 Fredag kl. 8-14

Kr. Himmelfart 9-10. maj lukket
Grundlovsdag 5. juni kl. 8-12

 rts@rts.dk

CVR-nr. 44053128
EAN-nr. 5798000556874