Landbrugsskolen Sjælland investerer i bæredygtigt udstyr

Landbrugsskolen Sjælland investerer i bæredygtigt udstyr

Mindre CO2-udledning, skånsom jordbearbejdning samt bedre arbejdsmiljøer er blandt de ting, som Landbrugsskolen Sjælland, Roskilde, vil have ud af nye investeringer.

Mindre CO2-udledning, skånsom jordbearbejdning samt bedre arbejdsmiljøer er blandt de ting, som Landbrugsskolen Sjælland, Roskilde, vil have ud af nye investeringer.

Moderne teknologi inden for landbrugsmaskiner udvikler sig med fokus på bæredygtighed og forbedret arbejdsmiljø. Roskilde Tekniske Skole, som Landbrugsskolen Sjælland er en del af, har søgt Undervisningsministeriets pulje til grøn omstilling af erhvervsuddannelser og AMU. Skolen modtog i alt cirka 6 millioner kroner, og en del er blevet investeret i en eldreven minilæsser samt to harver, som netop er blevet leveret til landbrugsskolen.

- På Landbrugsskolen Sjælland uddanner vi fremtidens landmænd. Derfor er vi glade for, at vi med det nye udstyr, tager yderligere skridt imod en undervisning, hvor der er mere fokus på bæredygtige løsninger, siger uddannelseschef Niels-Ole Vibo Jensen.

El, når det er muligt

Eldrevne minilæssere er et eksempel på denne grønnere tilgang, der reducerer CO2-udledning og forbedrer arbejdsforholdene i landbrugssektoren. En sådan minilæsser er netop blevet indkøbt til Landbrugsskolen Sjællands afdeling på Ledreborg Allé udenfor Roskilde.

- Sammenlignet med maskiner med brændstofmotorer producerer eldrevne minilæssere betydeligt mindre CO2 under strømproduktionen. Desuden undgår eldrevne minilæssere de perioder med tomgang, som er almindelige for maskiner med forbrændingsmotorer. Det bidrager til en reduktion af støjniveauet, som giver et mere optimalt undervisnings- og arbejdsmiljø i staldene, fortæller Jesper Haunstrup Skovgaard Schiønning, driftsleder på Landbrugsskolen Sjælland, Roskilde.

En anden af de markante fordele ved eldrevne minilæssere er, at de skaber et sundere arbejdsmiljø for landmanden og dyrene, da der ikke er nogen emissioner (udstødningsgasser) fra motoren.

Mindre røre i jorden

Skolen har også købt en disc harve og en stivtandsharve. Disse værktøjer bruges for at reducere omfanget af jordbehandling, når markerne skal behandles.

- Når man sigter på en mindre intensiv bearbejdning af jorden, er det for at fremdrive positive biologiske virkninger. Derudover er der også betydelige energibesparelser, fordi traktoren ikke skal trække værktøjerne dybt og tungt. Det betyder et mindre forbrug af diesel, og altså mindre udledning af CO2, forklarer Jesper Haunstrup Skovgaard Schiønning.

Mere udstyr og kurser på vej

Tilskuddet på seks millioner vil indebære flere investeringer, og uddannelsesdirektør på Roskilde Tekniske Skole Maria Nørby oplyser, at tilskuddet ”vil bidrage til en intensivering af vores arbejde med at uddanne vores elever og kursister til den virkelighed, de møder i brancherne. En virkelighed, hvor virksomhederne efterspørger arbejdskraft, som kan tænke i og arbejde med bæredygtige løsninger.”

Se også

Skub på indsatsen for nye grønne kompetencer (februar 2023)

Se billederne

 

Udskriv

ROSKILDE TEKNISKE SKOLE

 Til forsiden

 

Roskilde Tekniske Skole
(postadresse og administration)
Postboks 132, Pulsen 10
4000 Roskilde

 46 300 400

 Mandag-torsdag kl. 8-15.30
 Fredag kl. 8-14

Kr. Himmelfart 9-10. maj lukket
Grundlovsdag 5. juni kl. 8-12

 rts@rts.dk

CVR-nr. 44053128
EAN-nr. 5798000556874